Vedtægt for Kommunale Organisationers Samarbejde (KOS) - 2009
§ 1
Det kommunale beredskabspersonales Landsforbund, Frederiksberg Kommunalforening, Gentofte Kommunalforening og Københavns Kommunes Embedsmandsforening arbejder sammen i Kommunale Organisationers Samarbejde (KOS). Foreningen har hjemsted i København.
§ 2
KOS har besluttende myndighed i anliggender om:
- Forhandlingsområdet
- Pension
- FTF
- FTF-A
- Webside
- Initiativer, som markerer organisationerne i fællesskab.
§ 3
KOS's virksomhed udøves gennem en bestyrelse og formanden.
§ 4
Bestyrelsen består af formanden og yderligere et medlem fra hver organisation.
Hver organisation bestemmer selv, hvorledes og på hvilket tidspunkt deres repræsentanter og suppleanter udpeges. Ændringer i repræsentationen meddeles bestyrelsen.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre organisationer er til stede. Ved beslutninger om valg af formand, valg af næstformand samt beslutninger i henhold til §§ 7 og 9, skal alle organisationer dog være til stede.
Bestyrelsen holder mindst ét møde i kvartalet, samt på ofte formanden i øvrigt finder anledning dertil.
På begæring af en organisation, der angiver mødets dagsorden, skal formanden indenfor 14 dage indkalde bestyrelsen til ekstraordinært møde.
Nærmere regler om bestyrelsens virksomhed fastsættes i en forretningsorden.
På et møde i 2. kvartal vælger bestyrelsen af sin midte formand og næstformand, der ikke må repræsentere den samme organisation. Valget gælder for 2 år således, at formanden vælges på lige årstal og næstformanden på ulige årstal.
§ 5
Bestyrelsen indgår administrationsaftale med FTF om administrativ service. FTF’s forretningsvaretagelse for KOS sker i forhold til de af KOS's bestyrelse trufne dispositioner.
§ 6
Sekretariatet deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret og udfærdiger samtidig mødereferat.
§ 7
Udgifterne ved samarbejdet afholdes af de deltagende organisationer.
Bestyrelsen vedtager inden udgangen af oktober måned et budget for det efterfølgende regnskabsår. Udgifterne fordeles i forhold til den enkelte organisations antal af aktive medlemmer pr. den 1. januar før budgetåret.
§ 8
Bestyrelsen har ansvaret for KOS's økonomi.
§ 9
Ændringer i denne vedtægt kræver alle organisationers tilslutning. Hver organisation kan med virkning for sit vedkommende udtræde af samarbejdet med 1 års varsel til udgangen af et kalenderår.
§ 10
Denne vedtægt afløser vedtægt for Kommunale Organisationers Samarbejde (KOS) af 2007 og træder i kraft den 1. januar 2009.